FC Barcelona-kampe

FC Barcelonas kampprogram i 2025/2026

Officiel info om Barcelona-kampe: fcbarcelona.com/schedule og laliga.com/calendar

Barcelonas hjemmekampe på Camp Nou

Barcelonas hjemmebane er Camp Nou, som ligger i bydelen Les Corts. Stadionet er under en omfattende ombygning, og holdet spiller midlertidigt sine hjemmekampe på Estadi Olímpic Lluís Companys på Montjuïc-bjerget. Camp Nou har en officiel kapacitet på 99.354 tilskuere, hvilket gør det til Europas største fodboldstadion.

I 2022-23 sæsonen, den sidste før ombygningen, var det officielle tilskuergennemsnit på Camp Nou 83.497. Dette tal afspejler interessen for klubbens kampe i La Liga og europæiske turneringer.

Camp Nou åbnede den 24. september 1957. Det erstattede klubbens tidligere stadion, Camp de Les Corts, som var blevet for lille. Stadionet var vært for kampe under VM i 1982 og var arena for Champions League-finalen i 1999 mellem Manchester United og Bayern München. Den nuværende renovering er en del af projektet Espai Barça.

Du kommer nemmest til Camp Nou med offentlig transport. Metroen er en effektiv løsning. Linje 3 (grøn) stopper ved stationerne Palau Reial, Maria Cristina og Les Corts. Linje 5 (blå) stopper ved Collblanc og Badal. Alle stationer ligger i gåafstand fra stadion. Du benytter også sporvognsnettet Trambaix. Linjerne T1, T2 og T3 har stoppestedet Avinguda de Xile tæt på Camp Nou. Et netværk af bybusser betjener også området omkring stadion.

Camp Nou: fcbarcelona.com/camp-nou og wikipedia.org/Camp_Nou

El Clásico

El Clásico er betegnelsen for kampe mellem FC Barcelona og Real Madrid. Du ser her et opgør med global interesse. Den første kamp mellem de to klubber fandt sted 13. maj 1902. Det første officielle møde i en turnering som Copa del Rey var i 1916.

Rivaliseringen overstiger det sportslige. Den har rødder i spansk politik og kultur. FC Barcelona er et symbol på catalansk identitet. Real Madrid repræsenterer den spanske centralmagt i Madrid. Denne politiske dimension adskiller El Clásico fra mange andre fodboldderbyer, som ofte er baseret på geografisk nærhed.

Konflikten eskalerede under Francisco Francos regime fra 1939 til 1975. Her blev regionale identiteter undertrykt, og FC Barcelona blev et samlingspunkt for catalansk modstand. En central begivenhed i rivaliseringens historie er transferen af Alfredo Di Stéfano i 1950’erne. Begge klubber gjorde krav på spilleren, men efter indblanding fra det spanske fodboldforbund endte han i Real Madrid. Di Stéfano førte efterfølgende Real Madrid til en periode med stor succes.

I nyere tid handler rivaliseringen også om dueller mellem verdens bedste spillere. Konfrontationen mellem Lionel Messi og Cristiano Ronaldo definerede en hel æra af El Clásico. Kampene har næsten altid direkte betydning for udfaldet af det spanske mesterskab, La Liga, og succes i europæiske turneringer. Opgørets globale rækkevidde og sportslige konsekvenser gør det til en af de mest sete klubkampe i verden.

Læs mere: El Clásico | wikipedia.org/El_Clasico

Kommende opgør

Seneste opgør

De største FC Barcelona-kampe

17. februar 1974: Real Madrid – Barcelona 0-5

Kampen den 17. februar 1974 på Santiago Bernabéu er en af de mest mytiske i FC Barcelonas historie, og dens betydning rækker langt ud over selve fodboldbanen. For at forstå kampens fulde vægt må man se den i sin historiske og politiske kontekst. Spanien var på dette tidspunkt stadig under General Francos autoritære styre. I denne fortælling blev Real Madrid anset for at være regimets klub, et symbol på centralmagten i Madrid, mens FC Barcelona repræsenterede catalansk identitet og en form for kulturel modstand. Sportsligt havde Barcelona ikke vundet det spanske mesterskab i 14 år og var i en dyb krise, da de i efteråret 1973 hentede den hollandske verdensstjerne Johan Cruyff. Hans ankomst forvandlede holdet øjeblikkeligt fra en nedrykningstruet klub til en titelkandidat.

Selve kampen var en magtdemonstration og en taktisk triumf for træner Rinus Michels og hans hold, anført af en fænomenal Cruyff. Barcelona udspillede Real Madrid totalt med en stil, der var inspireret af den hollandske totalfodbold. Dominansen var total fra start til slut. Juan Manuel Asensi åbnede scoringen, inden Cruyff selv på elegant vis driblede forbi flere forsvarsspillere og målmanden for at gøre det til 0-2 inden pausen. I anden halvleg fortsatte ydmygelsen med endnu et mål af Asensi, et af Juan Carlos og til sidst et hovedstødsmål af den peruvianske angriber Hugo Sotil, som Cruyff havde assisteret. Resultatet 0-5 var ikke blot en sejr; det var en historisk ydmygelse af ærkerivalen på deres egen hjemmebane, og den sikrede i praksis Barcelonas første mesterskab i 14 år.

Efterdønningerne af kampen var enorme. For catalanerne var det en symbolsk sejr over undertrykkelsen fra Franco-styret, der var i sine sidste år. At vinde så overbevisende i “fjendens hule” gav en enorm følelse af stolthed og retfærdighed i en politisk anspændt tid. Johan Cruyff blev med ét udødeliggjort som “El Salvador” (Frelseren), og hans præstation den aften cementerede hans legendestatus i klubben. Kampen står i dag som en af de afgørende begivenheder, der definerer FC Barcelonas moderne identitet og er et af de stærkeste eksempler på, hvad klubbens motto, “Més que un club” (Mere end en klub), betyder i praksis.

16. maj 1979: Barcelona – Fortuna Düsseldorf 4-3

Finalen i Pokalvindernes Turnering den 16. maj 1979 er en af de mest skelsættende kampe i FC Barcelonas historie, ikke kun sportsligt, men også kulturelt og politisk. Kampen blev spillet på St. Jakob Stadion i Basel, Schweiz, mod tyske Fortuna Düsseldorf. Konteksten var afgørende: Spanien var i en skrøbelig demokratisk overgang efter Francos død i 1975, og i Catalonien var der en stærk opblomstring af regional identitet og nationalfølelse. For mange catalanere var FC Barcelona det stærkeste symbol på denne identitet. Kampen blev derfor set som en mulighed for at vise det catalanske flag og den catalanske stolthed på den helt store europæiske scene. Det resulterede i en historisk folkevandring af anslået 30.000 ‘culés’ til Basel – en fredelig invasion, der farvede stadion og by i blaugrana-farver og skabte en uforglemmelig atmosfære, der i praksis gjorde finalen til en hjemmebanekamp for Barcelona.

Selve kampen blev en nervepirrende og målrig affære, der perfekt afspejlede den intense stemning på tribunerne. Tente Sánchez bragte tidligt Barça foran efter kun fem minutter, men glæden var kortvarig, da Thomas Allofs udlignede for Düsseldorf blot tre minutter senere. Før pausen bragte anfører Juan Manuel Asensi igen Barcelona i front med et mål til 2-1, men endnu engang svarede tyskerne igen, da Wolfgang Seel udlignede til 2-2 kort før halvlegsfløjtet. Anden halvleg forblev målløs trods chancer i begge ender, og den dramatiske finale måtte derfor ud i forlænget spilletid for at finde en vinder.

I den forlængede spilletid trådte Barcelonas profiler for alvor i karakter. Efter 104 minutter scorede klublegenden Carles Rexach det forløsende mål til 3-2, og da den østrigske målmager Hans Krankl øgede til 4-2 i det 111. minut, lignede det en afgørelse. Men dramaet var ikke slut. Wolfgang Seel reducerede for tyskerne til 4-3 med få minutter igen, hvilket skabte en hektisk afslutning. Barcelona holdt dog stand og sikrede sig trofæet. Sejren var Barcelonas første i Pokalvindernes Turnering og en enorm sportslig forløsning, men dens betydning rakte langt ud over det. Det var en symbolsk triumf for Catalonien, og fejringen i Barcelonas gader efterfølgende var euforisk og monumental – et bevis på klubbens rolle som mere end bare en fodboldklub.

20. maj 1992: Barcelona – Sampdoria 1-0

Den 20. maj 1992 er en dato, der er mejslet i granit i FC Barcelonas historie. På det legendariske Wembley Stadium i London stod Johan Cruyffs “Dream Team” over for en opgave, der var mere end blot en finale; det var en kamp mod klubbens egne dæmoner. Barcelona havde aldrig vundet Mesterholdenes Europa Cup, og det smertelige nederlag på straffespark til Steaua Bukarest i 1986-finalen sad stadig dybt i klubbens og fansenes bevidsthed. Presset for at levere den forjættede pokal var enormt på et hold, der med spillere som Michael Laudrup, Hristo Stoichkov og Pep Guardiola ellers dominerede spansk fodbold med en revolutionerende spillestil.

Selve kampen mod et stærkt italiensk Sampdoria-hold var en nervepirrende og taktisk affære. Begge hold havde chancer, men målene udeblev i den ordinære spilletid, og finalen måtte ud i forlænget spilletid. Nervøsiteten var til at føle på, både på banen og blandt de tusindvis af medrejsende catalanske fans, der frygtede endnu en europæisk skuffelse. Men i det 112. minut skete det, der for evigt skulle ændre klubbens skæbne. Barcelona fik tilkendt et frispark cirka 25 meter fra mål.

Efter en kort berøring fra Stoichkov og et stop fra Bakero, tordnede den hollandske forsvarsklippe Ronald Koeman til bolden med en kraft og præcision, der sendte den som et projektil forbi muren og utageligt ind bag en chanceløs Gianluca Pagliuca i Sampdoria-målet. Målet udløste en eufori uden fortilfælde. Det var ikke bare en sejr; det var en historisk forløsning. Klubben havde endelig vundet “pokalen med de store ører”, og sejren på Wembley cementerede Dream Team-æraen som en af de mest betydningsfulde i klubbens historie. Det var den første titel, der lagde fundamentet for den europæiske selvforståelse og dominans, som senere skulle definere FC Barcelona.

19. november 2005: Real Madrid – Barcelona 0-3

Den 19. november 2005 på et fyldt Santiago Bernabéu i Madrid fandt en af de mest mindeværdige El Clásico-kampe i nyere tid sted. Barcelona, under ledelse af Frank Rijkaard, var forsvarende mestre og ankom med en selvtillid, der stod i skærende kontrast til et Real Madrid-hold, hvis ‘Galácticos’-projekt viste tydelige tegn på forfald. Allerede efter et kvarter viste Barcelona tænder, da Samuel Eto’o bragte gæsterne foran 1-0 efter en præcis stikning fra en blot 18-årig Lionel Messi. Målet satte tonen for en aften, hvor Barcelona ikke blot spillede for at vinde, men for at dominere.

Kampen huskes dog primært for én mands fuldstændige dominans: Ronaldinho. I anden halvleg leverede den brasilianske magiker en opvisning, der gik over i historien. Efter en times spil modtog han bolden på egen banehalvdel, accelererede forbi en ung Sergio Ramos, trak forbi Iván Helguera og udplacerede Iker Casillas i målet til 2-0. Knap 20 minutter senere gentog han bedriften med endnu en fænomenal solopræstation, hvor han igen efterlod Ramos chanceløs og scorede til slutresultatet 3-0. Det mest bemærkelsesværdige øjeblik indtraf efter dette mål. Dele af Real Madrids normalt så fjendtlige hjemmepublikum rejste sig og gav Ronaldinho en stående klapsalve – en sjælden og ultimativ anerkendelse af en modstanders genialitet, der transcenderede den intense rivalisering.

Resultatet var mere end blot en sejr; det var en magtdemonstration og et symbolsk magtskifte i spansk fodbold. Kampen cementerede Frank Rijkaards Barcelonas status som den nye dominerende kraft, en status de understregede ved at vinde både La Liga og Champions League i samme sæson. For Barcelona-fans står kampen som et evigt bevis på Ronaldinhos absolutte storhedstid og et afgørende øjeblik, hvor holdet ikke bare vandt, men ydmygede ærkerivalen på deres egen hjemmebane med uforglemmeligt smukt spil. Det var en aften, hvor fodboldkunsten triumferede over rivaliseringen.

6. maj 2009: Chelsea – Barcelona 1-1

Få kampe i FC Barcelonas nyere historie er omgærdet af så megen dramatik og kontrovers som returkampen i Champions League-semifinalen mod Chelsea på Stamford Bridge. Efter en taktisk låst 0-0-kamp på Camp Nou var alt åbent, men Chelsea kom blæsende fra start. Allerede efter ni minutter hamrede Michael Essien bolden i nettet med en fænomenal helflugter fra distancen. Målet satte tonen for en aften, hvor Chelseas fysiske styrke og disciplinerede organisation effektivt kvalte Barcelonas boldbesiddende tiki-taka-spil. I store dele af kampen virkede Pep Guardiolas mandskab rådvildt og ude af stand til at bryde igennem den blå mur.

Situationen blev kun værre for Barcelona, da forsvarsspilleren Éric Abidal modtog et yderst tvivlsomt rødt kort midt i anden halvleg. Med ti mand på banen og et desperat behov for en scoring, så det catalanske treble-håb ud til at smuldre. Kampen er dog især gået over i historien på grund af en række kontroversielle dommerkendelser fra den norske dommer, Tom Henning Øvrebø. Chelsea appellerede adskillige gange for straffespark, blandt andet i situationer involverende Didier Drogba og en klar hånd på bolden fra Gerard Piqué, men hver gang forblev Øvrebøs fløjte tavs. Frustrationen på stadion og blandt Chelsea-spillerne var til at føle på, som minutterne tikkede af uret.

Lige da alt håb syntes ude, indtraf et af de mest ikoniske øjeblikke i Champions Leagues historie. I det 93. minut modtog Lionel Messi bolden på kanten af feltet og lagde den af til Andrés Iniesta. Med en perfekt, utagelig førstegangsafslutning sendte Iniesta bolden op i det fjerneste målhjørne, forbi en chanceløs Petr Čech. Målet, der siden er blevet døbt ‘El Iniestazo’, udløste euforiske scener blandt Barcelona-spillerne og sendte holdet i finalen på reglen om udebanemål. Scoringen var ikke bare et mål; det var nøglen, der sikrede Guardiolas hold adgang til finalen i Rom og fuldbyrdelsen af klubbens første historiske treble. Uden Iniestas mirakel i London havde en af fodboldhistoriens mest dominerende æraer måske set helt anderledes ud.

2. maj 2009: Real Madrid – Barcelona 2-6

Kampen på Santiago Bernabéu i maj 2009 var mere end blot et El Clásico; det var en de facto finale om det spanske mesterskab. Real Madrid, under Juande Ramos, var inde i en formidabel stime og havde med 17 sejre i de seneste 18 kampe reduceret afstanden til Barcelona i toppen af tabellen til blot fire point. Et nederlag for Barcelona ville have åbnet titelkampen på vid gab. Stemningen var elektrisk og spændt, og da Gonzalo Higuaín headede hjemmeholdet i front efter blot 14 minutter, lignede det en aften, hvor Madrids momentum ville blive udslagsgivende.

Men Pep Guardiolas mandskab svarede igen med en taktisk og teknisk magtdemonstration, der skulle gå over i historien. Centralt i opgøret stod Guardiolas genistreg: at flytte Lionel Messi ind centralt i banen som en ‘falsk 9’er’. Dette skabte total forvirring hos Real Madrids midterforsvarere, Fabio Cannavaro og Christoph Metzelder, som ikke vidste, om de skulle følge Messi ud i banen eller blive i deres positioner. Det efterlod enorme rum, som Xavi, Andrés Iniesta og Thierry Henry udnyttede nådesløst. Målene fra Thierry Henry, Carles Puyol og Lionel Messi vendte kampen på hovedet inden pausen. Særligt Puyols mål, hvor han efter et hovedstød kyssede sit catalanske anførerbind foran Madrid-fansene, står som et ikonisk billede på Barcelonas triumf og stolthed.

Anden halvleg fortsatte i samme spor, og Barcelona stoppede ikke, før cifrene viste 2-6. Selv midterforsvareren Gerard Piqué kom på måltavlen til sidst, hvilket cementerede den totale ydmygelse af ærkerivalen på deres egen hjemmebane. Sejren sikrede i praksis Barcelonas første mesterskab under Guardiola og var en afgørende grundsten i den historiske sæson, hvor holdet som det første spanske hold nogensinde vandt ‘The Treble’ – La Liga, Copa del Rey og Champions League. Kampen huskes ikke blot for resultatet, men som den definitive demonstration af Guardiola-æraens fodboldfilosofi og en af de mest dominerende præstationer i El Clásicos lange og intense historie.

27. maj 2009: Barcelona – Manchester United 2-0

Finalen den 27. maj 2009 på Stadio Olimpico i Rom var kulminationen på Pep Guardiolas første og revolutionerende sæson som cheftræner. Barcelona stod over for de forsvarende mestre fra Manchester United, et hold anført af Sir Alex Ferguson og en Cristiano Ronaldo i topform. Konteksten var monumental: Barcelona havde allerede vundet både La Liga og Copa del Rey og jagtede nu en historisk ‘Treble’, som ingen spansk klub før havde opnået. Kampen startede nervøst for catalanerne, der i de første minutter blev presset hårdt tilbage af et aggressivt United-hold. Men efter blot ti minutter vendte kampen. Andrés Iniesta drev bolden frem centralt, fandt Samuel Eto’o, som med en skarp bevægelse trak ind i feltet forbi Nemanja Vidić og med en tåhyler passerede Edwin van der Sar. Målet ændrede alt og gav Barcelona den ro og kontrol, der definerede holdet.

Efter føringsmålet overtog Barcelona fuldstændig styringen af kampen. Med Xavi Hernández og Andrés Iniesta som urværket på midtbanen dikterede holdet spillet med sin karakteristiske ‘tiki-taka’-stil, der udmattede Manchester Uniteds spillere. Selvom United forsøgte at svare igen, var det Barcelona, der skabte de største chancer. Kronen på værket kom efter 70 minutter. Xavi modtog bolden uden for feltet og med et millimeterpræcist indlæg fandt han en umarkeret Lionel Messi, som på nærmest naturstridig vis hang i luften og headede bolden i en perfekt bue over Van der Sar. Målet var ikonisk – den lille argentiner, der scorede med hovedet mod et af Europas fysisk stærkeste forsvar, var et symbol på, hvordan teknik og spilintelligens triumferede.

Resultatet 2-0 sikrede ikke blot Barcelonas tredje Champions League-titel. Det var en historisk triumf, der cementerede klubbens status som den første spanske vinder af The Treble. Sejren i Rom var den endelige blåstempling af Guardiolas fodboldfilosofi og begyndelsen på en gylden æra, hvor dette Barcelona-hold ville blive anerkendt som et af de bedste nogensinde. Kampen står i dag som et definerende øjeblik, der ikke kun sikrede en titel, men som også markerede et magtskifte i europæisk fodbold og udødeliggjorde en generation af spillere.

29. november 2010: Barcelona – Real Madrid 5-0

Kampen den 29. november 2010 er indprentet i enhver Barcelona-fans bevidsthed som et af de absolutte højdepunkter i klubbens nyere historie. Konteksten for opgøret var elektrisk. José Mourinho var netop ankommet til Real Madrid med et ry som en af verdens bedste trænere efter at have vundet The Treble med Inter, hvor han på vejen havde slået netop Barcelona ud af Champions League. Real Madrid ankom til Camp Nou som ubesejret og et point foran Barcelona i La Liga-tabellen. Forventningen var et tæt og taktisk opgør mellem Pep Guardiolas boldbesiddende tiki-taka og Mourinhos kraftfulde, direkte kontra-fodbold. Det blev det aldrig.

Fra første fløjt var Barcelona i fuld kontrol og udspillede deres ærkerivaler med en magtdemonstration i pasningsspil, bevægelse og pres. Xavi åbnede scoringen efter blot ti minutter, og Pedro fulgte op med målet til 2-0 otte minutter senere. Efter pausen fortsatte dominansen. Højdepunktet var David Villas to lynhurtige mål i det 55. og 58. minut, begge gange assisteret af en fænomenal Lionel Messi, der i sin rolle som “falsk 9’er” konstant splittede Real Madrids forsvar ad. I overtiden fuldendte indskiftede Jeffrén Suárez den historiske “manita” (den lille hånd, symbol for fem mål) ved at score til slutresultatet 5-0.

Resultatet var en total ydmygelse af ærkerivalen og en utvetydig cementering af Guardiolas Barcelona-holds status som verdens bedste. Det var mere end en sejr; det var en triumf for en fodboldfilosofi. Billedet af Gerard Piqué, der triumferende holder fem fingre i vejret mod tilskuerne, er blevet ikonisk. Frustrationen hos Real Madrid kogte over til sidst, da Sergio Ramos modtog et direkte rødt kort for en hård tackling på Messi. Kampen betragtes af mange som den mest fuldendte kamp spillet under Pep Guardiola og det definitive bevis på den gyldne generations overlegenhed.

28. maj 2011: Barcelona – Manchester United 3-1

Finalen på Wembley den 28. maj 2011 står som et monument i FC Barcelonas historie og betragtes af mange som en af de mest velspillede Champions League-finaler nogensinde. Kampen var en genudsendelse af finalen fra 2009, hvor Barcelona ligeledes havde besejret Manchester United. Under Pep Guardiolas ledelse var Barcelona på toppen af sin magt, og holdets tiki-taka-filosofi blev eksekveret til perfektion. Selvom Manchester United, anført af Sir Alex Ferguson, startede kampen stærkt, overtog Barcelona hurtigt kontrollen. Efter 27 minutter fandt Xavi med en genial stikning Pedro, som koldt placerede bolden i nettet. Wayne Rooney bragte kortvarigt balance i regnskabet med en flot udligning, men i anden halvleg var der ingen tvivl. Lionel Messi tog sagen i egen hånd og scorede et afgørende mål fra distancen, før David Villa med et sublimt, curlet skud fra kanten af feltet cementerede sejren til 3-1.

Kampens betydning rakte langt ud over selve resultatet. Det var den definitive kroning af Guardiolas æra og en magtdemonstration, der sendte chokbølger gennem fodboldverdenen. Barcelonas dominans var total; holdet fastholdt bolden med en uhørt præcision og tvang et af Europas stærkeste hold til at jage skygger. Efter kampen udtalte en slagen Sir Alex Ferguson de berømte ord: “Ingen har nogensinde givet os sådan en omgang klø”. Udtalelsen var en ultimativ anerkendelse af et hold, der ikke bare vandt, men som redefinerede måden, spillet kunne spilles på. Denne finale er i dag det primære referencepunkt, når Guardiolas Barcelona-hold nævnes i diskussionen om de bedste klubhold i fodboldhistorien.

Et af kampens mest ikoniske og rørende øjeblikke fandt sted efter slutfløjtet. I en gestus af enorm respekt og medmenneskelighed gav anfører Carles Puyol anførerbindet til Éric Abidal og lod ham være den første til at løfte trofæet. Den franske forsvarsspiller var blot to måneder forinden blevet opereret for en svulst i leveren, og hans comeback var i sig selv en triumf. Billedet af Abidal, der med tårer i øjnene løftede pokalen mod Londons aftenhimmel, blev et symbol på holdets sammenhold og menneskelighed. Det indkapslede perfekt klubbens motto, ‘Més que un club’ (Mere end en klub), og viste, at triumfen handlede om mere end blot fodbold.

8. marts 2017: Barcelona – Paris Saint-Germain 6-1

Få kampe i fodboldhistorien er omgærdet af en så mytisk aura som ‘La Remontada’ (Comebacket). Udgangspunktet var det værst tænkelige: Barcelona havde tabt den første ottendedelsfinale mod Paris Saint-Germain i Paris med hele 4-0. Intet hold havde nogensinde tidligere vendt et sådant nederlag i Champions Leagues knockout-fase. Alligevel var der en spinkel tro på miraklet på et fyldt Camp Nou. Håbet fik næring allerede efter tre minutter, da Luis Suárez headede bolden over stregen. Kort før pausen blev føringen fordoblet, da PSG’s Layvin Kurzawa klodset sendte bolden i eget net. Stemningen var elektrisk, og troen på det umulige voksede.

Da Lionel Messi sikkert omsatte et straffespark til 3-0 fem minutter inde i anden halvleg, var Camp Nou i ekstase. Barcelona manglede nu kun ét mål for at udligne det samlede regnskab. Men dramaet tog en brutal drejning i det 62. minut, da Edinson Cavani med en hård firsttimer hamrede bolden i nettet for PSG. Målet til 3-1 ændrede alt. På grund af reglen om udebanemål skulle Barcelona nu score yderligere tre mål for at gå videre – en tilsyneladende umulig opgave med under en halv time igen. Stadion blev stille, og håbet syntes endegyldigt slukket.

Hvad der fulgte i kampens sidste syv minutter plus tillægstid, trodser næsten enhver beskrivelse og står som et af de mest intense øjeblikke i klubbens historie. Med Neymar i en altdominerende hovedrolle startede et vanvittigt pres. Først scorede brasilianeren på et sublimt frispark i det 88. minut. Dernæst var han iskold fra straffesparkspletten i det 91. minut og gjorde det til 5-1. Pludselig manglede kun ét mål. I kampens absolut sidste angreb, i det 95. minut, løftede Neymar bolden ind i feltet, hvor en fremstormende Sergi Roberto – et produkt af La Masia – i en ekstatisk bevægelse strakte benet frem og sendte bolden i nettet til 6-1. Camp Nou eksploderede i et euforisk kaos, og ‘La Remontada’ var en realitet. Kampen står som den største comeback-sejr i Champions Leagues historie og et evigt symbol på klubbens ukuelige vilje.

Billetter til Barcelona-kampe

Du køber billetter til FC Barcelona kampe primært via klubbens officielle hjemmeside. Dette er den sikreste metode. Salget foregår i etaper. Klubbens medlemmer, de såkaldte *socios*, har førsteret. Derefter følger de officielle fanklubber, *penyes*. Først herefter frigives de resterende billetter til offentligt salg.

Billetter til en specifik kamp sættes typisk til salg nogle uger før kampdagen. Sværhedsgraden for at skaffe billetter afhænger af modstanderen og turneringen. Til kampe med stor efterspørgsel, som El Clásico mod Real Madrid eller afgørende Champions League-kampe, når billetter sjældent til det åbne salg. Til de fleste almindelige La Liga-kampe mod hold fra den midterste eller nederste del af tabellen, er det muligt at købe billetter direkte. Klubbens midlertidige brug af Estadi Olímpic Lluís Companys, med en lavere kapacitet end Camp Nou, reducerer det samlede antal tilgængelige billetter.

Priserne på billetter er dynamiske og varierer markant. Faktorer som modstander, turnering og placering på stadion bestemmer prisen. For en almindelig La Liga-kamp starter priserne ofte omkring 50-70 euro for de billigste pladser bag et af målene. Pladser på langsiderne koster typisk fra 90 euro og op til 150 euro eller mere. Til topkampe mod hold som Atlético Madrid eller i Champions League er startpriserne væsentligt højere.

Købsprocessen på hjemmesiden er ligetil. Du vælger den ønskede kamp og bruger et interaktivt stadionkort til at vælge dine pladser. Efter betaling med kreditkort modtager du billetterne elektronisk. Disse er typisk i PDF-format til print eller som mobilbilletter til din smartphone.

Officielt Barcelona billetsalg: fcbarcelona.com/football

Fodboldrejser til Barcelona-kampe

Du køber en samlet fodboldrejse til FC Barcelona hos et dansk rejsebureau. Denne løsning indeholder typisk fly, hotelophold og en officiel kampbillet. Du undgår selv at skulle koordinere flytider med hotelbooking og billetkøb. Rejsebureauet håndterer logistikken, så du modtager en samlet rejseplan.

Du opnår en garanti for en kampbillet. Rejsebureauer har ofte faste aftaler og tildelte billetkontingenter. Dette er en fordel til kampe med stor efterspørgsel, som El Clásico eller afgørende Champions League-opgør, hvor billetter sjældent kommer i frit salg. Du sikrer dig en plads på stadion uden usikkerheden ved det åbne billetmarked.

Du er dækket af den danske lovgivning for pakkerejser. Danske rejsebureauer er medlem af Rejsegarantifonden. Det giver dig en økonomisk sikkerhed i tilfælde af bureauets konkurs. Du handler med en dansk virksomhed, hvilket fjerner risikoen for at benytte usikre internationale billetsider.

Du drager fordel af rejsebureauets erfaring med Barcelona som destination. Bureauet udvælger hoteller med hensyn til beliggenhed og transportmuligheder til Estadi Olímpic Lluís Companys. Du modtager praktisk information om turen, herunder forslag til transport på kampdagen. Dette sparer dig for research og planlægning.

Al kommunikation med rejsebureauet foregår på dansk. Det gælder fra den indledende kontakt og booking til eventuel support under selve rejsen. Du modtager dine rejsedokumenter og betingelser på dansk, hvilket sikrer klarhed og fjerner sprogbarrierer.

Find fodboldrejser til Barcelona fra danske rejsebureauer.